Kort fortalt
Goodharts lov siger, at når et mål bliver brugt til at styre adfærd, mister det ofte sin værdi som indikator. Folk optimerer efter målet — ikke efter den virkelighed, målet skulle afspejle.
Hvad betyder princippet?
Økonomen Charles Goodhart formulerede oprindeligt en observation om pengepolitik: når en statistisk sammenhæng bruges til styring, bryder den sammen. Antropologen Marilyn Strathern populariserede den bredere formulering: When a measure becomes a target, it ceases to be a good measure.
Loven handler om incitamenter. Et mål er nyttigt, mens det beskriver. Når belønning, sanktion eller status knyttes til det, ændrer folk adfærd for at score på målet.
Et godt pejlemærke kan blive et dårligt styringsværktøj, hvis det belønnes for snævert.
Et konkret eksempel
Et supportteam måles på gennemsnitlig svartid. For at forbedre tallet begynder medarbejderne at sende hurtige, ufuldstændige svar. Svartiden falder, men problemløsningen forværres. Målet blev ramt — formålet blev misset.
En skole belønner højere karaktergennemsnit. Undervisningen drejes mod tests, og faglig nysgerrighed fylder mindre. Karaktererne stiger, men det er uklart, om læringen er blevet bedre.
Hvornår er princippet nyttigt?
- Når KPI’er bruges til bonus, rangering eller sanktion.
- Når man designer målstyring i organisationer og offentlige systemer.
- Når adfærd pludselig ændrer sig omkring et nyt tal.
- Når man vurderer, om et pejlemærke stadig måler det, man tror.
Begrænsninger og kritik
Goodharts lov betyder ikke, at man aldrig skal måle. Den betyder, at enkeltstående mål med stærke incitamenter er skrøbelige. Kombinationer af mål, kvalitative vurderinger og jævnlig revision af indikatorer kan mindske forvridningen — men ikke fjerne den helt.
Nogle mål er robuste i lang tid; andre korrumperes hurtigt. Kontekst, transparens og magtforhold spiller ind.
Kilder
- Charles Goodhart — observation om styring via monetære indikatorer (1975).
- Marilyn Strathern — den bredt citerede generalisering om mål, der bliver targets.
- Bemærkning: Loven bruges i dag bredt uden for økonomi; den præcise empiriske rækkevidde afhænger af, hvordan incitamenter er indrettet.